Måned: juni 2016

Min nye web-sociale identitet

DSC_0143Jeg er ret stolt af min nye hjemmeside, men faktisk bliver denne hjemmeside mit fjerde bud på en god personlig hjemmeside.

Den første hjemmeside skrev jeg i ren HTML-kode i notepad og uploadede på det  amerikanske webhotel Angelfire tilbage i ’98, og den side var meget basal – i praksis en række forskelligt farvede sider, der i bedste pergament-stil kun kunne læses ved at scrolle sig igennem de tidligere indlæg og links. Dengang brugte jeg den primært til at føre dagbog over de fritidsinteresser, jeg havde på det tidspunkt, såsom musik, cykling, taekwondo og story-telling. Sidstnævnte lærte jeg efterfølgende, under mit studie i dansk/nordisk, kunne beskrives på dansk som narratologi. Et område jeg efterfølgende har interesseret mig meget for.

Anden version af min hjemmeside oprettede jeg mens jeg læste på Syddansk Universitet i Kolding, og her begyndte jeg at eksperimentere med CSS, imagemaps, sitemaps og bruger-oplevelsen af hjemmesiden. Jeg synkroniserede hjemmesiden med en af de første (lovlige) musikdelings-tjenester, nemlig yahoo’s Launch, hvor man kunne indeksere hvert nummer, kunstner og album på en skala fra 1-100 point, hvilket så fik indflydelse på, hvor ofte man ville høre den pågældende sang igen. Noget som jeg efterfølgende – i dag især på Spotify – i høj grad har savnet. Derudover lavede jeg det første forsøg på en interaktiv og immersiv brugeroplevelse af hjemmesiden ved at jeg lavede nogle meget simple tegninger af et lille bondehus i skoven, hvor man kunne klikke på de forskellige døre og på den måde bevæge sig fra rum til rum i huset. I de enkelte værelser kunne man så trykke på de forskellige møbler, tæpper og bøger – og på den måde åbne de forskellige emne-sider, som hjemmesiden indeholdt. Gad man ikke gætte sig rundt på siden, havde jeg nederst på siden tilføjet et komplet site-map med direkte links til alle sidens hovedområder. Det syntes jeg selv var ret skægt. Det var også på denne side, at jeg for første gang oprettede en side med genveje til alle de sider, jeg hyppigst brugte. Når jeg trykkede på siden kunne jeg vælge at åbne alle disse links i hvert deres vindue. Det var en uhyre praktisk måde at komme produktivt i gang med dagen at alle de sider, man skulle bruge, allerede var åbnet. Nogle endda med de fleste login-oplysninger allerede indtastet – naturligvis uden ID og kodeord forudfyldt. Senere lavede jeg en lignende links-side til når jeg havde fri. Det fungerede lige så godt.

Den tredje version af min hjemmeside oprettede jeg i forbindelse med mit speciale-forløb, hvor jeg fik trang til at fortælle om de ting jeg lærte om, mens jeg studerede. Samtidig opdaterede jeg den med nye links hver gang jeg fik en ny interesse. F.eks. postede jeg her mine første egne tekster og digte under stor nervøsitet, men i praksis tror jeg ikke, der var mange der egentlig læste dem. Dette var samtidigt med at jeg gjorde mig mine første erfaringer med poetry-slam og faktisk fortalte andre at jeg skrev tekster selv. Denne hjemmeside brugte jeg i mange år. Den fulgte mig tilbage til Århus, igennem mit første langvarige parforhold og mine første stillinger som gymnasielærer. Her lagde jeg også de første øvelser til elever og fag-interesserede ud, ligesom jeg også har til hensigt at gøre på denne side. Det var også på denne side, at jeg oprettede de første rejse-albums med billeder fra mine forskellige rejser.

Denne fjerde version vil jeg bruge som såvel faglig som personlig præsentation af mig selv, og som konsekvens heraf regner jeg med, at den vil komme til at indeholde en masse af de samme funktioner som mine tidligere hjemmesider. På den måde går den teknologiske kulturarv forhåbentlig ikke tabt og de besøgende, jeg måtte få, vil kunne finde det de har lyst til at læse om på en og samme side. F.eks. håber jeg at kunne lave en opdateret version af min genvejs-side. Til den nye side kunne jeg godt tænke mig at lave min egen variant af Googles startside, hvor de sider, man hyppigst har brugt ligger klar med et flot billede af, hvordan den side ser ud. Jeg ville bare præcisere, hvilke specifikke sider, jeg vil have frem, samt forhåbentlig sætte sidetallet op til 12 sider. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg gør det.

En god bid af verden

Igennem mit liv har jeg rejst en del. Og der er ingen tvivl om, at jeg havde rejst meget mere, hvis jeg kunne have sluppet afsted med det, selvom jeg nu er ganske godt tilfreds. Denne blog bliver primært om de mange rejser, jeg har været på – især dem, jeg har dokumenteret med billeder og som stadigvæk er i frisk erindring.

© 2024 jensrasmussen.dk

Tema af Anders NorenOp ↑